Hvad er leasing?

Leasing er en form for leje. Når en virksomhed leaser f.eks. en bil, skal der betales en fast leasingafgift om måneden. Derudover skal du oftest betale en større udbetaling inden du starter leasingperioden. Denne er også kaldet førstegangsydelse, ekstraordinær leasingafgift eller blot udbetaling.

Når du leaser et aktiv f.eks. en bil har du brugsretten over bilen, men ikke ejendomsretten. Efter endt leasingperiode skal bilen leveres tilbage.

Leasingperiode

Leasingperioden kan aftales helt frit. Typisk er en aftale mellem 36 mdr. - 60 mdr. svarende til 3 - 5 år, men kan være kortere eller længere.

Biler er nok det mest kendte indenfor leasingbranchen, men i princippet kan du indgå en leasingaftale om stort set alt. En virksomhed kan lave leasingaftaler for f.eks. computer, bygninger, inventar osv.

Operationel leasing

Der findes flere former for leasing, de mest brugte er Operationel- og Finansiel leasing. Leasingformerne skal behandles på forskellige måder i regnskabet.

Den mest simple og bekymringsfrie type leasing er Operationel leasing. Her skal du blot betale førstegangsydelsen ved udleveringen og derefter de faste månedlige leasingydelser.

Efter at leasingperioden er afsluttet, kan du frit tilbagelevere genstanden. Her er ikke krav om at købe noget, når leasingperioden er afsluttet.

Du skal blot bogføre leasingydelsen som en driftsomkostning i resultatopgørelsen. Førstegangsydelsen skal dog periodiseres i takt med levetiden.

Finansiel leasing

Vælger du i stedet finansiel leasing, kan dette ses mere som et traditionel lån, med leasingydelsen som en tilbagebetaling med afdrag.

Ved finansiel leasing er virksomheden forpligtet til at købe genstanden efter endt leasingperiode. Alternativt skal virksomheden finde en anden køber til genstanden.

Her skal du bogføre værdien som et aktiv og modpostere det som en gæld under passiver. Derudover skal du beregne afskrivninger af aktivet, ligesom hvis du selv ejede det.